Af Anna Bach Johansen
Det er en flot, kold vinteraften i det nordlige Spanien og vi er godt 20 mennesker der lige er ankommet til Vidália hvor vi sammen skal bruge den næste uge på at blive endnu bedre permakultur undervisere. Alle ser spændte ud, som vi står der i en cirkel, fryser lidt og går i gang med at præsenterer os for hinanden.
Jeg er kommet til kurset med en lidt broget baggrund indenfor undervisning og er virkelig spændt på hvad den kommende uge vil indeholde. De sidste tre år har jeg lavet workshops i folkeskoler om mad og miljø. Jeg har også arbejdet som dykkerinstruktør i et år, og så har jeg afholdt et permakultur kursus på Møn sidste sommer. Jeg kunne mærke at der var nogle helt specifikke udfordringer forbundet med at undervise i permakultur, i forhold til at undervise i en folkeskole, eller undervise i at dykke. Derfor glædede jeg mig virkelig til dette kursus og havde en masse håb om at forbedre mine færdigheder som permakultur underviser. Helt specifikt forventede jeg blandt andet at få redskaber til at lave effektiv undervisning som balancerer teori og praksis, og også at få redskaber til at lave transformativ og “empowering” undervisning.
Den første dag var fokus på at lære hinanden at kende og skabe et godt læringsfællesskab hvor der er omsorg for mennesker. Vi lavede blandt andet navnelege, delte vores forventninger og håb for kurset med hinanden, indrettede undervisningsrummet sammen, snakkede om hvad der er vores etikker som undervisere, om undervisningsstil, og så skabte vi en “class code” sammen. Det viste sig hurtigt at Alfred og Candela, vores to hovedsagelige undervisere, var formidable rollemodeller! De underviste kurset på en måde der demonstrerede hvad effektiv og god undervisning er. Altså snakkede vi ikke i langdrag om, at det for eksempel er vigtigt at lave energizers, men i stedet lavede vi energizers løbende og mærkede selv effekten af dem, samtidig med at vi fik konkrete eksempler på hvordan man facilitere dem. Så havde vi også de famøse “Courgette-moments”. Disse var tidspunkter hvor der skete noget, som var vigtigt for underviseren at lægge mærke til og håndtere aktivt, for eksempel hvis en diskussion trækker ud og vi begynder at gå over tid. Så ville Alfred eller Candela finde en sært formet courgette frem og hænge om halsen, og derefter indvie os i, hvilke overvejelser det er vigtigt at gøre sig når man som underviser har en situation hvor en diskussion trækker ud og man går over tid.
Hver morgen startede vi i en cirkel udenfor hvor vi lavede et check-in, en energizer, og et lille flashback til noget vi havde lært den foregående dag. Det var hurtigt os, kursisterne, der kom til at stå for disse morgensamlinger, og det var fantastisk at se alt det forskellige folk fandt på vi skulle lave. Som regel betød det at morgenen startede med et godt grin, lidt bevægelse og en mulighed for at alle kunne sige hvordan de havde det den dag.
De næste to dage var der fokus på hvad en god og effektiv underviser er, det at undervise voksne og vigtigheden af at vide hvem det er man underviser. Til en af sessionerne havde Alfred lavet en poster med en række navne: jeg blev først ret overrasket over kombinationen Paolo Freire, Rosemary Morrow, Gandhi, Vandana Shiva, Socrates og Jesus i denne liste! Hvad disse har tilfælles er, at de alle er pionere indenfor uformel uddannelse, og størstedelen af dem oplevede stærk modstand fra de formelle institutioner. Selvom dette bare var en kort snak efterlod det et stærkt indtryk i mig. Jeg tror fordi det på en måde fik mig til at føle det endnu vigtigere at undervise i permakultur og at det i sidste ende er en form for aktivistisk handling. Når nu vi taler om aktivisme; en af aftenerne holdte Alfred et lille oplæg om hans helt vanvittige fortid som aktivist. Åbenbart havde jeg tilfælles med ham at have været aktivist for organisationen Sea Shepherd. Mit ønske om at forene min aktivistiske side med permakultur er brændende og det var en skøn og vigtig oplevelse at integrere de to en lille smule mere den aften.
Det var også på anden dagen at vi skulle lave vores første mikro facilitering. Mikro faciliteringerne var et fantastisk koncept og noget af det mest lærerige ved kurset. Hver dag kom vi ud i små grupper hvor vi alle skulle facilitere en lille undervisningssession over et permakulturemne. Som dagene gik blev sessionerne længere og der kom flere og flere ting på listen over hvad vi skulle inddrage; for eksempel at inkludere en profil på hvem vores elever var og inkludere forskellige undervisningsstile. Der var flere ting som var fantastiske ved de her mikro faciliteringer. For det første var det super god øvelse at skulle undervise i flere PDC emner på en kreativ og effektiv måde, uden at have haft tid til rigtigt at forberede det til bunds. Man lærer jo meget af sine fejl og ved bare at prøve ting af, og det var der virkelig plads til i dette format! For det andet var det vildt inspirerende at tage del i de andres undervisning og opleve hvordan alle sprang ud i udfordringen ligemeget om de var nervøse, dårligt forberedte eller lidt usikre på emnet. For det meste gik det altid godt og alle lærte noget hvilket jo var formålet. En anden ting jeg elskede ved disse små sessioner var, at det føltes utroligt inkluderende, og så afslørede det virkelig alle de kvaliteter, samt den visdom og diversitet der var i gruppen. Alle havde på skift deres chance for at tage ordet og skabe et rum for de andre ved at bruge deres specifikke talenter, eller ved at prøve nogle lidt mere usikre sider af indenfor en tryg ramme. Det var meget opløftende og inspirerende! Og det var samtidig en super demonstration af hvordan vi alle har vores stil som underviserer og elever, hvordan vi kan bringe alle de forskellige intelligenser i spil og hvordan grænsen mellem elev og underviser er flydende: Vi lærer alle sammen hele tiden, især når vi underviser, og selv når vi er elever kommer vi ofte i situationer hvor vi lærer fra os, for eksempel i gruppe diskussioner, under projektarbejde eller i løbet af dialog i plenum.
Teater var en undervisningsmetode der blev prøvet af en del gange i løbet af ugen, og jeg var overrasket over både hvor sjovt, men også hvor effektivt det egentlig var. Som del af en mikro facilitering om økonomi lavede vi blandt andet improviseret teater for at vise uhensigtsmæssige aspekter ved brugen af BNP som målestok for et lands rigdom. Jeg havde aldrig forestillet mig at økonomiundervisning kunne give mig så mange gode grin!
Langt størstedelen af den formelle undervisning jeg har modtaget har været baseret på at se eleven som en tom kop, der skal fyldes med information. Herimod var oplevelsen under TPT kurset at vi blev ført igennem en oplevelse hvor vi kunne bringe os selv i spil og hvor viden kom flettet ind i en praksis og derfor blev integreret med det samme. Trods en rigtig høj læringskurve oplevede jeg slet ikke den mentale overload som så ofte følger et intenst kursus. Og så kan jeg mærke at jeg husker de ting vi har været igennem meget tydeligt fordi de er bundet op på konkrete oplevelser, sanselige indtryk, historier, lege, osv. Efter mange år i det formelle uddannelsessystem var det at være på TPT kursus været lidt som at lære et nyt sprog.
De sidste dage på kurset handlede om undervisningsmetoder og -værktøjer. Alle der havde taget undervisningsværktøjer med delte dem, så vi kunne se alle de ting som kan inkluderes i en permakulturundervisers værktøjskasse. Vi lavede en brainstorm over alle de forskellige undervisningsmetoder vi kunne komme i tanke om, og Alfred og Candela afprøvede et par af dem på os så vi selv kunne opleve effekten af metoden som elever. Den sidste dag præsenterede vi PDC kurser som vi havde designet i grupper. Der var stor interesse i social permakultur, og alle grupper havde organiseret deres PDC kurser over en række weekender for at gøre formatet mere tilgængeligt.
Hele oplevelsen sluttede i et brag af en fest med et uforglemmeligt og latterfyldt no talent show den sidste aften. Inden jeg runder af må et par ord simplethen også siges om Vidália, stedet hvor kurset blev afholdt. Dette er en gammel tekstilfabrik, som en gruppe engagerede
mennesker, organiseret som et kooperativ, er ved at lave om til et hjem for et stor gruppe menensker. Vidália var virkelig perfekt på den mest uperfekte måde! Der var meget lidt varme og også et par strømafbrydninger undervejs, men det blev mange gange opvejet af stedets charme – det lignede noget taget ud fra en gammel film med store, smukke rum fyld med spændende detaljer. Der var blandt andet et gammelt vasketøjskar, som var lavet om til et stort spabad – her blev et af kursets sjoveste og mest magiske aftener tilbragt i dampende vand under en smuk stjernehimmel.
Jeg har taget utroligt meget med fra kurset, ikke mindst nye perma-venner og et godt netværk af permakultur undervisere. Alle de forventninger jeg havde til kurset er opfyldte, og mere til. Jeg føler selv at jeg har været igennem en transformativ oplevelse, og det gik op for mig at især to vigtige ting har bidraget til det; for det første de mennesker der var med på kurset, for det andet det, at kurset var designet som en læringsoplevelse, og ikke bare en masse information der skulle viderefortælles. Altså har jeg virkelig lært vigtigheden af oplevelse over information og det sociale aspekt af at lære. Jeg har også lært hvor vigtig en færdighed evnen til at kommunikere klart og simpelt er, at det er essentielt at skabe et sikkert rum for læring og tilligemed vigtigheden af at designe effektive øvelser som hjælper folk til at lære gennem praksis og aktiv deltagelse.
Jeg føler mig virkelig inspireret og fyldt med lyst til at undervise i permakultur og blive ved med at forbedre mine færdigheder som underviser og udfordre mig selv i den rolle. Derfor glæder jeg mig også helt vildt til at holde nogle små permakulturkurser over sommeren og få alt hvad det her kursus har lært mig bragt ud i handling.
Gruppebillede fra sidste kursus dag
Kurset er en del af Permakultur Danmarks Erasmus+ projekt.