“Slid men vid – ting tar’ tid”
Af Emma Skamris Therkelsen
Således formulerede Piet Hein i sin tid en kendsgerning, der kom til at følge mig gennem mit permakultureventyr denne november. Muligheden havde budt sig for, at jeg kunne komme til England for at skygge et PDC-kursus gennem et Erasmus+ Job Shadowing-program. Med Piet Heins ord i baghovedet valgte jeg at købe en interrailbillet, fast besluttet på at lade rejsen tage den tid, den skulle tage. Der er så meget, der lider under tidens høje hastighed – hurtig mad, hurtige venner, hurtige huse, hurtigt tøj og ikke mindst hurtig transport eksisterer kun på bekostning af såvel klima og miljø som af vores mentale og kropslige velbefindende. At tage toget til Sydengland blev en personlig mission om at forsøge at rejse på en måde, der er mere i trit med naturens tempo og derfor ikke nær så belastende som de bevingede alternativer. At snørkle sig i togfart ned gennem Europa snarere end at fare på tværs af Nordsøen gav mig desuden den fornødne tid til at omstille, lægge hverdagen på hylden og åbne mig for det, der ventede: 2 uger med vilde heste, mangotræer og stjerneskud.
Mit kendskab til permakultur strækker sig ikke længere tilbage end til efteråret 2019, hvor jeg fik undervisning svarende til et PDC-kursus spredt ud over et halvt år på Vestjyllands Højskole. I kølvandet på det ophold flyttede jeg til et selvforsynende gårdkollektiv på Fyn, hvor vi arbejdede med teorien i praksis. Under den værste coronanedlukning rejste jeg land og rige rundt med Workaway for at besøge og være frivillig på de permakultursteder, jeg kunne opstøve. Min higen efter at beskæftige mig med permakultur kulminerede sidste forår i, at jeg fik arbejde på Egå Ungdomshøjskole med at undervise i permakultur og etablere et større stykke jord på skolen efter selvsamme principper. Men ét er at have viden – noget andet er at formidle den. Det er et kunststykke at skabe et godt læringsrum, at fange interessen og nå igennem med sit budskab – og det var netop dette kunststykke, jeg håbede at få lidt erfaring med ved at skygge et PDC-kursus.
Jeg var så heldig at lande på High Heathercombe Centre i Dartmoor Nationalpark (et såkaldt AONB, Area of Outstanding National Beauty). Her var jeg omgivet af bakkede hedelandskaber, vilde heste og køer, tyve kursusdeltagere, to andre skygger, et par henrivende kogekoner og vores erfarne undervisere: Aranya og Klaudia van Gool. Aranya er oprindeligt fysiker, fik sit permakulturcertifikat før jeg blev født og har undervist på den gode side af 100 PDC-kurser. Klaudia har beskæftiget sig med regeneration af jord og mennesker i over tredive år. Hun har en inspirerende naturforståelse på baggrund af sin kandidat i miljøvidenskab, og i tillæg er hun dybt involveret i det personlige og sociale aspekt af permakultur. Som undervisere supplerede de to hinanden så fint; Aranya med sin encyklopædiske viden om design og systemer, Klaudia med sin sans for at skabe et helligt rum og drage omsorg for mennesker.
Vi startede hver dag med selvgjort morgenmad, som hurtigt blev et fælles projekt – grød, kaffe og ristet brød blev ivrigt budt rundt, og opvasken blev et lystigt samlingspunkt. Mens deltagerne på skift brugte morgenen på at tænde op i brændeovnen, arrangere siddepuderne i undervisningslokalet og hjælpe til i køkkenet, samledes vi tre skygger og underviserne til en gennemgang af dagens program og fordeling af ansvarsområder. Her var det muligt for os som skygger at byde ind, hvis vi havde mod på at levere en session eller tovholde et indslag. Denne invitation førte til, at vi hver især fik erfaring med at dirigere samlinger og støtte kursusdeltagernes designarbejde. Min med-skygge Tobias faciliterede en musikalsk aften, hvor vi eksperimenterede med lyd og naturens mønstre. Og jeg fik mulighed for at danse rundt med en A-frame og en bunyip som medunderviser på sessionen om Site Survey Tools.
Vi lærer at aflæse, forstå og arbejde med landskabets hældning
Efter morgenmad og -møde samledes hele holdet, og lidt afhængigt af hvem der faciliterede morgencirklen, startede den med en form for bevægelse, leg eller dans efterfulgt af en tjek ind-runde. Her blev vi hver dag inviteret til at sætte ord på vores sindsstemning og at udtrykke en taknemmelighed. Denne simple omend usandsynligt kraftfulde indledningsøvelse står klart for mig som en af de vigtigste praksisser, jeg tager med hjem. At starte hver morgen med at takke for stort og småt lod på magisk vis resten af dagen være fyldt med påskønnelse. Og på både individ- og gruppeniveau viste det sig at være meget betydningsfuldt, at vi fik muligheden for at tune ind på os selv og hinanden. For flere af deltagerne var kurset deres første møde med permakultur, og de fandt sig selv blæst helt bagover – mange var taget på kursus i den tro, at de skulle lære at holde have, og de vendte hjem med et helt nyt syn på tilværelsen. At observere hvor overvældede det var for dem, gjorde det meget klart for mig, at permakultur præsenterer et (for mange mennesker) radikalt og skelsættende verdensbillede. Et PDC-kursus afføder en forståelse for verdens sammenhænge, for systemer og deres (u)balancer og for menneskers plads heri – det er en eksistentiel forståelse, som rækker langt ud over ligusterhækken, og som rystede flere deltagere. Morgencirklen stod frem som et meget værdifuldt ritual til at favne og støtte denne proces.
Vi afrundende hver morgensamling med en review-seance, hvor kursusdeltagerne i grupper skiftedes til at tage hinanden gennem den forgående dags indhold. Det var en effektiv måde at få deltagerne i spil, så de i samme vending fik genopfrisket undervisningen og erfaring med at facilitere. Hver dag blev en ny, kreativ metode taget i brug for at opsummere alt fra vandopsamling til ikke-voldlig kommunikation.
Vi konstruerer en skovhave for at genopfriske de mange vækstlag og forbindelser – Ed og Mary skuer en sidste regnbue, inden de skal videre til Grækenland for at undervise i permakultur i en flygtningelejr.
Efter reviewet tog undervisningen over, og det var gennem denne og de daglige feedback-møder med Aranya og Klaudia, at jeg lærte allermest om formidlingsteknikker. Aranyas undervisningsform var meget tavlefokuseret men med gode afstikkere til det udendørs for at eksemplificere teorien i praksis, det værende om alt fra træer og økosystemer til kompost og landopmåling. Alle emner blev udfoldet som et mindmap, og Aranya hoppede omkring i smittende begejstring. Fordi det gang på gang kneb med at overholde tiden, trak Aranya et helt særligt kort ud af ærmet: mangotræet. Mangoer er søde og lige til at spise, men de gror ikke i vores klima og skal transporteres langt, så vi må vente med at nyde dem til senere. Med udgangspunkt i denne definition blev mangoer synonym for spørgsmål, der var interessante men kunne bringe os på afveje og trække tiden ud – vi måtte vente til senere (en hertil afsat undervisningsgang) for at få svar.
Klaudia var meget visuel i sin undervisning og gjorde brug af et utal af forskellige remedier. For at udfolde teorien om sektorer, konstruerede hun et miniature 3D-landskab med bevaringsværdige udsigter, vindudsatte områder og skyggefuld træer. For at illustrere naturens cyklusser, skabte hun et stort årshjul på gulvet og førte os igennem, hvordan årets cyklus kan føres over på et menneskeliv, på en plantes udvikling fra frø, på månens jordomløb og på hver dags gang. Det var Klaudia, der faciliterede de fleste aftensessioner, som gennemgående var praksisser hentet fra Work That Reconnects. Under alle kursets samlinger tændte hun trofast Børnenes Lys i centrum af cirklen. Lyset var en hyldest til vores forfædre (af hvem vi er børn) og en påmindelse til os selv om at leve og arbejde til gavn for mennesker syv generationer ind i fremtiden.
Dette fokus på omsorg for mennesker flød de fleste aftener over i sociale stunder, hvor vi fandt tiden til at lære hinanden bedre at kende, tænde bål og holde dansefest i mørket til lyden af gongmusik og didgeridoo. Nattehimlen var så klar og uden lysforurening, at vi havde frit udsyn til Leoniderne, en meteorregn, der lyste mørket op med stjerneskud.
Klaudia har os med ude i det fri i forbindelse med en Site Survey-session – vi har fingrene i jorden og snuderne i sporet, på opdagelse efter dyre- og planteliv til vores skema over biologi- og jordforhold
Som supplement til undervisningen var vi afsted på tre inspirationsture. Første stop var Huxhams Cross Farm, et imponerende landbrug, hvor permakultur, biodynamik og omsorg for udsatte børn er flettet sammen på smukkeste vis. Dernæst besøgte vi økosamfundet Landmatters – en gruppe ildsjæle, der med off-grid lerhuse, frodige markedshaver og sociokrati i sande udlever Gandhis: “Be the change you wish to see in the world”.
Vi lærer om bæredygtigt byggeri og bosætning i økosamfundet Landmatters nær Totnes
Slutteligt var vi på rundvisning i Martin Crawfords verdenskendte skovhave, som er et enestående bevis for, hvor levende og modstandsdygtig fødevareproduktion kan være uden at gå på kompromis med udbyttet. Skovhaven har været 28 år undervejs, og at vandre rundt blandt velvoksne pinjetræer og 20 meter høje kiwiplanter var en vigtig lektie i det med tid og slid, som på ny vækkede Piet Heins ord i min bevidsthed. Vi kan gøre nok så meget forarbejde, designe og etablere, men derfra er det i høj grad overladt til tiden at gøre sit, og det gør vi klogt i at acceptere. Det prøver jeg i hvert fald på, hver gang jeg tager mig selv i utålmodigt at nedstirre vores 3 årige valnøddetræer herhjemme.
Selv i slut november var der rigeligt for os at gumle på i den eventyrlige skovhave
Det med tid var også et tema i forbindelse med selve min skyggefunktion. Gang på gang fandt jeg mig selv helt forpustet ved tanken om, hvor meget jeg endnu har at lære, hvor mange spørgsmål og usikkerheder jeg endnu bærer på. At overvære Klaudia og Aranya dagligt opsøge ny viden var en vigtig påmindelse om, at vi altid er undervejs – selv disse garvede undervisere lærer nyt hver dag. Som en skovhave, der støt vokser i massefylde, diversitet og robusthed, således er også vi mennesker hele tiden i udvikling. Jeg har kun lige taget hul på min færd – og hvilken færd! Denne sprudlende udvekslingsoplevelse er en meget værdifuld erfaring, som giver mig mod på fortsat at udfolde permakultur på højskolen i Egå, både i forbindelse med haveetableringen såvel som med undervisningen. Min rygsæk er tung, fyldt med formidlingsteknikker og livslektier, som jeg ikke kan vente med at tage i brug på min fortsatte permakulturrejse – i tålmodig Piet Hein-fart.
En reaktion
Wow! Hvilken dejlig historie. Flere gange fik jeg kuldegysninger af glæde og genkendelighed i dine beskrivelser af deltagernes første møde med permakultur. Sådan var det for mig for lidt over to år siden, da jeg forvildede mig ind i permakulturens verden. Tillykke til dig og til os andre, at der er endnu en fantastisk permakultur-underviser på vej 🙂